Kulturinstitutioner, foreninger og andre aktører i Furesø har budt ind med aktiviteter til kulturugen Lun på Kultur, som fra 21.-27. september sætter fokus på temaet ensomhed. Kulturugen åbner mandag kl. 16.30 med velkomst i Farum Kulturhus af Mehmet Anik, formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsvalget. Straks efter starter et foredrag af Lasse Skovgaard fra Sangens Hus, som fortæller om, hvorfor det er sundt at synge, særligt i fællesskab.
Det kan du opleve
Ensomhed er noget vi alle kan opleve, både børn, unge, voksne og ældre. Under kulturugen vil arrangementerne fungere som døråbnere til, at vi tør tale om ensomhed. For det kan være svært at tale med andre om, at man er ensom.
Fællesskab kan være en god modvægt til ensomhed. Derfor løber deltagelse i fælles aktiviteter også som en rød tråd gennem programmet. Torsdag 24. september kan man møde nye mennesker over madlavning og fællesspisning, når Fællesskabsby Furesø inviterer til spisefællesskab i Galaksen. Man kan også varme op og møde andre, når Farum Folkedansere byder op til dans på Ellegården. Er man mere til musik og girlpower inviterer Furesø Ungepanel fredag til optaktsevent for Suburban Girls 2026.
Forfattere og unge taler om ensomhed og tunge øjeblikke
Forfatterne Iben Mondrup og Amalie Langballe tager mere direkte fat i temaet, når de med udgangspunkt i deres noveller taler sammen om ensomhed på Farum Bibliotek på kulturugens åbningsdag. I teaterforestillingen ”Trivsel er en Kunst” på Galaksen senere på ugen deler en gruppe unge deres historier. Forestillingen er lavet sammen med professionelle instruktører og berører tunge elementer fra en svær ungdom.
På vandring gennem Furesøs fællesskaber
Furesø byder på mange historier og fællesskaber. Det kan man opleve på en unik byvandring i Farum Midtpunkt, arrangeret af Furesø Museer. Her vil man undervejs møde engagerede beboere, som fortæller om ensomhed, og om nogle af de mange foreninger, klubber og lokale initiativer, der skaber fællesskab i området.
Lun på Kultur indeholder mange flere aktiviteter. Find dine arrangementer på lunpaakultur.dk og sammensæt dit program for kulturugen. Vi glæder os til at se dig!
Generel info
Lun på Kultur foregår fra mandag 21. – søndag 27. september 2026.
Kulturugen Lun på Kultur danner rammen om arrangementer af kulturinstitutioner samt foreninger og andre aktører i Furesø. Bag initiativet står kulturinstitutionerne Galaksen, Farum Kulturhus, Furesø Biblioteker, Furesø Museer, Furesø Kulturskole og Furesø Ungepanel.
For mere information og det fulde program, se lunpaakultur.dk
